Christian den fjerdes sataniske kat

Guds magt eller djævlens værk?

I en logbog fra 1599, skrevet af Christian IV’s nære ven og sekretær Sivert Grubbe, kan man læse fortællingen om kongens store sørejse til, hvad der i dag er Nordrusland. Den 14. juni bliver skibene ramt af et voldsomt uvejr. Der var ingen land at se, og himlen var så mørk, at man ikke kunne kende forskel på nat og dag. I dagene, der fulgte fortsatte uvejret, besætningen blev sygere og sygere. Pistolskuddene, der markerede død i besætningen, rungede gentagende gange i luften.

Der var dog én sømand, styrmanden Anund, der vidste præcis hvordan man skulle få stormen til at lette: Skibskatten skulle kastes i havet! Anund vidste en ting eller to om trolddom, og for ham var det tydeligt at se at dyret stod i ledtog med Djævlen. Tidligere på rejsen havde skibets lurspiller nemlig stjålet katten fra en gammel samerkone, som havde tryglet om at få sin kat igen. Det måtte bestemt være den gamle hævngerrige kælling, der havde kastet en forbandelse over katten!

Der var dog ét problem. Den store, sorte og langhårede mis havde med sit charmerende og gæve væsen gjort stort indtryk på kongen, og han ville bestemt ikke høre tale om at kaste den over bord. I logbogens indlæg for den 17. juni står det anført, at kongen på denne dag holdt en bragende forsvarstale for den stakkels kat: Så besætningen slet ikke, hvor elegant den bevægede sig rundt i skibets tovværk? Og den fangede sågar fugle til kongen! Christian erklærede, at kun få ting, han havde bragt med sig fra rejsen mod nord, stod ham så kært, som den store sorte skibskat.

Er katten ond, eller bare misforstået? Kattens skæbne hviler i Christians hånd.

Stormen fortsatte. Da det blev søndag, måtte skibets præst prædike med sine lungers fulde kraft for at overdøve vind og vejr. Han havde netop formanet besætningen om, at de i denne nødens stund måtte påkalde sig Gud – da de brast ud i latter. Det var dog ikke præstens ord de grinte af, men den sorte kat, der bag præstens ryg havde lavet en række fornøjelige og distraherende badutspring. Denne grove gudsfornærmelse ville præsten ikke finde sig i, og det stod ham nu soleklart at katten virkelig var Satans apostel.

Da kongen hørte om det uforsvarlige optrin, måtte han naturligvis bøje sig. Kærlighed til trods måtte katten væk. Dog vurderede han, at styrmandens forslag om at drukne katten var at gå for vidt. Nej, efter kongelig befaling blev katten sat i et flydende kar og forsynet med mad nok til en måned på havet. Måske den på denne måde kunne nå sikkert tilbage til sin herskerinde?

Allerede samme aften løjede vinden af, og skibet kunne fortsætte sikkert mod havn.