Et menneskeuhyre?

Jens Nielsen blev øksens sidste offer, da han i november 1892 mistede hovedet som resultat af en livslang karriere i tyveri og brandstiftelse. ”Vi får gennem hans eksempel, viden om bestandigt aktuelle temaer som opdragelse, forbrydelse og straf, og om forholdet mellem arv og miljø” siger historiker Poul Duedahl. Vi har talt med forfatteren om Jens Nielsen, om historie og om ondskab, defineret af øjnene der ser.

 

Et halvårligt brev og et enkelt besøg af søsteren var den eneste form for kommunikation, han havde med verden udenfor anstalten. Her er Jens Nielsen fotograferet hos fotograf P. Aagaard i Kolding dagen efter sin konfirmation. Rigsarkivet.

Hvad ligger der bag titlen ”Ondskabens øjne”?
”Bogen handler helt grundlæggende om, hvad ondskab er. Der ligger imidlertid en dobbelthed i titlen, nemlig at ondskab defineres af de øjne, man ser med, ligesom de øjne, som man selv definerer som de onde, ser tilbage på en selv. For eksempel er det samfundsinstitutionernes definition af ondt og godt, der fører til, at skarpretteren kan dræbe Jens Nielsen uden at han selv bliver straffet for det. Og deres definition som fører til, at Jens Nielsen mister hovedet uden selv at have dræbt et andet menneske. Men hos Jens Nielsen er det omvendt samfundsinstitutionernes repræsentanter – fattiggårdsbestyreren, anstaltsforstanderne, betjentene, fængselsinspektøren og justitsministeren – som gang på gang begrænser hans frihed, og hvis onde øjne hviler på ham. Ondskab afhænger altså af øjnene, der ser.

 

Forbryderbillede af Jens Nielsen, taget af Københavns Politi i 1883. Rigsarkivet.

Hvorfor er historier som Jens Nielsens vigtige at fortælle?
”Han var samtidens mest omtalte fjendebillede og et spejlbillede af alt, hvad det danske samfund kunne opvise af social elendighed. Han er desuden selve personificeringen af overgangen fra et gammelt til et nyt straffesystem og en fortælling om, hvordan Danmark tog afsked med den ultimative form for fysisk voldanvendelse. Halshugningen af Jens Nielsen var ifølge Georg Brandes den sidste rest af middelalderens barbari.”

 

 

 

 

 

Tegning af den dødsdømte Jens Nielsen i Horsens Straffeanstalt, 1886. Det Kongelige Bibliotek.

Hvad kan vi bruge historier som hans til?
I det globale forbrugersamfund, er de eneste sorte pletter tilbage på landkortet dem, der lader sig aflæse i fortidens efterladenskaber. De beretter om måder at leve på, der er fremmedartede for os, og som man kan gå på opdagelse i. Bøger som denne kan åbne vores øjne for den menneskelige mangfoldighed og vise at tingene ikke behøver at være, som de er. Bogen viser, at mennesker i fortidens Danmark har henrettet hinanden. Mennesket rummer altså potentialet til at dræbe, og alene derfor kan det ikke på forhånd afvises, at de en dag kunne finde på at gøre det igen. Historier som denne rummer menneskehedens erfaring, simpelthen.”

 

Poul Duedahl vandt i år for anden gang Årets Historiske Bog (første gang i 2013). Han er forfatter og historiker, og er ansat ved Historieinstituttet på Aalborg Universitet.

Hvad betyder Jens Nielsens historie for dig, nu hvor du har beskæftiget dig med den så længe?
”Nu hvor jeg tager rundt og holder foredrag, og folk stiller nye spørgsmål og udfordrer min viden, går det op for mig, at jeg slet ikke er færdig med ham. Der er stadig nyt at lære. Samtidig har jeg været utroligt glad for muligheden for at kombinere videnskab og lidenskab, fakta og fortælleglæde, og jeg håber, at læseren kan se, at den slags rummer store potentialer for både historikere og historieinteresserede.”