Historisk Atlas tager til Sjælland for at hverve nye brugere og bidragsydere, når historiefestivalen Historiske Dage afvikles 14.-15. marts 2015 i Øksnehallen i København.

”Historisk Atlas har rigtig godt fat i Fyn og Sønderjylland. Nu går vi i gang med at få fotos og stedbeskrivelser af Sjællands historiske lokaliteter. Og da det er medlemmerne af Foreningen Historisk Atlas, som lægger fotos og stedbeskrivelser ind, håber vi, at vi på Historiske Dage kan møde mange nye sjællandske medlemmer og kommende bidragsydere,” siger Eva Therkelsen, som er formand for Historisk Atlas.

Historisk Atlas har allerede mange brugere i København, men vil også forsøge at tiltrække nye brugere blandt gæsterne på Historiske Dage. Det skal ske ved hjælp af et særligt touch board, som normalt står i Den Fynske Landsby.

”Selv om de fleste af vores brugere anvender vores app, kan vi med touch boardet bedre vise Historisk Atlas’ mange muligheder og lade brugerne lege med lokaliteterne, mens andre kigger med og ser, hvordan der navigeres rundt i kortene. De forventer vi os meget af,” slutter Eva Therkelsen fra Historisk Atlas.

Historiske Dage er en ny, stor historiekulturevent, hvor de bedste hjemlige og internationale historieformidlere præsenterer historien på nye fascinerende måder. Fra flere end 40 udstillingsstande og tre scener blive den historieinteresserede kulturforbruger inspireret, underholdt og får ny viden i mødet med de bedste formidlere af historien, når historiefortællere, forskere og forfattere, medier, museer, besøgscentre og arkiver, forlag og foreninger deltager i over 60 debatter, foredrag og show. 

Historiske Dage 2015 afholdes i weekenden 14.-15. marts 2015 i Øksnehallen i København.

Billedet: På Historisk Atlas’ touch board kan de besøgende selv – og i stor skala – gå på opdagelse i nye og gamle kort.