Hvem var kvinderne i modstandsbevægelsen?

Vi er på fornavn – eller i hvert fald på dæknavn – med flere af besættelsestidens modstandsmænd. Vi kender Flammen og Citronen. Men hvem var kvinderne i den danske modstandsbevægelse? Og hvilken rolle spillede de under krigen?

Varinka Wichfeld Muus

Varinka Wichfeld Muus voksede dels op på et slægtsgods på Lolland og dels i udlandet. Moderen fik tidligt involveret sig selv og sin datter i modstandsarbejdet, hvor Varinka startede med at uddele illegale blade. Hun blev snart sendt til København for at møde faldskærmschefen Flemming B. Muus, som endte med at ansætte hende som sekretær og senere blev hendes mand. De næste år hjalp hun med at dechifrere telegrammer fra SOE. I januar 1944 blev hendes familie taget af Gestapo, men Varinka nægtede at flygte. Hun antog i stedet en falsk identitet og levede den næste tid med farvet hår, briller og et nyt navn.

 

Gertrud Pedersen

 

 

Gertrud Pedersen var en pigespejderleder, som arbejdede på kommunekontoret i Randers. Hun begyndte som så mange andre med at uddele illegale blade, men fik efterhånden en vigtig rolle i den jyske modstandsbevægelse. Hun blev gift med FDF spejderen Carl. I deres lejlighed lå der togspor og sprængstoffer, så de unge drenge kunne øve sig i at sprænge baner i luften. Snart blev Carl taget af Gestapo og endte i en kz-lejr. Gertrud Pedersen hjalp herefter folk til Sverige og organiserede telegrafer til englænderne.

 

Kate Fleron

Journalist og modstandskæmper Kate Fleron var aktiv imod tyskerne både før, under og efter besættelsen. Fleron var født ind i en konservativ overklassefamilie på Frederiksberg med forældre, der støttede hendes karrierevalg. Da tyskerne besatte Danmark arbejde hun for Nationaltidende, hvorfra hun blev fyret for sine anti-tyske holdninger. Hun spillede en hovedrolle i teamet bag det illegale blad Frit Danmark og blev for sit virke her taget til fange af Gestapo. Efter et par uger i Vestre Fængsel endte Fleron i fangelejren Frøslev, hvorfra hun slap ud efter et års tid.

 

 

 

 

 

Museumsinspektør Mette Byriel-Thygesen vil interviewe historiker Mathilde de Kruiff om hendes forskning om kvinderne i den danske modstandsbevægelse. Du kan høre om ekstraordinære kvinder, helt almindelige kvinder, kvinder, der lavede mad med en ladt revolver på køkkenbordet, og alle de andre kvinder, der aldrig blev dekoreret.