Der blev knaldet løs bag besættelsens mørklægningsgardiner

Nåede man ikke hjem før spærretid, var man jo nødt til at blive natten over, og så kunne der ske både det ene og det andet bag mørklægningsgardinerne.

Måske derfor boomede antallet af børnefødsler, de såkaldte mørklægningsbørn, under besættelsen, mens antallet af syfilis-tilfælde ottedobledes.

De fem forbandede år – 1940-45, hvor Danmark var besat af tyske tropper – har været kendetegnet af mørke, vareknaphed, dårlig hygiejne og en konstant frygt for, hvad morgendagen ville bringe, men nu tegner historiker Thomas Oldrup i sin nye bog ”Fanden tage i morgen” et noget andet billede af besættelsestiden. Han giver den første samlede fremstilling af, hvordan danskernes sexliv så ud dengang.

Det var nemlig ikke kun manglen på gummi og de generelt dårlige kondomer, der resulterede i fødsler og spredning af kønssygdomme – danskerne havde helt vildt meget sex bag mørklægningsgardinerne. Sex hørte til de ikke-rationerede glæder og skulle derfor nydes i fulde drag, og grundstemningen af, at man kunne være død i morgen, fik folk til i den grad at leve i nuet – og måske tage lidt flere chancer, end de normalt ville have gjort.

Prostituerede havde kronede dage, litteratur med erotiske undertoner blev mere og mere populært, og de unge danskere eksperimenterede seksuelt med et frisind, der ikke ligger langt fra 60’er-generationens.

De fleste af bogens kilder er læger, debatører og øjenvidner, der har fået publiceret skriverier om besættelsestiden, og de afdækker alt fra onani, homoseksualitet og prostitution til kvinders seksualitet, ligestilling og prævention – men en kilde skiller sig ud: ”Henriks Dagbog”, der aldrig før er publiceret, giver et unikt indblik i en ung ingeniørs tanker om det seksuelle.

I dagbogen, der dukkede op fra et dødsbo i 1994, holder ”Henrik” nøje regnskab med, hvor mange orgasmer henholdsvis han selv og partneren har fået, og han beskriver detaljeret, hvordan de har eksperimenteret:

“Med Else på Frederiksborg, ikke særlig meget for hende. Fik menses. 1-0 i skoven. Sov sammen. Hun fik hele sprøjten.”

Men der er også en skyggeside. Under besættelsen blev der foretaget omkring 18.000 illegale aborter – i konkrete tilfælde af en frisør for to pakker cigaretter – der var et udbredt problem med gruppevoldtægter, der ikke blev anmeldt, og så er der historierne om “tyskerpigerne” – mere end 50.000 romancer opstod under besættelsen mellem tyske soldater og danske kvinder, og folkestemningen mod disse “feltmadrasser”, som kvinderne blev kaldt, var iskold. Særligt da tyskerne tog hjem igen.

På Historiske Dage tager Thomas Oldrup os med om bag mørklægningsgardinerne og tegner et noget anderledes billede af besættelsestiden, og han gør det i selskab med forfatter og journalist Pia Fris Laneth, der har en fortid som foldeudpige i Ugens Rapport.

Søndag klokken 11.20: Sex, køn og kærlighed under besættelsen på Rød scene.