En rask lille krig. Det var, hvad de var på vej til – de hundredtusindvis af soldater, der fra flere forskellige sider marcherede mod fronten i august 1914. Måske vi allerede er tilbage i familiens skød til jul, var der flere, der tænkte. Det var de ikke – som vi jo ved i dag. De marcherede i stedet ud i en altødelæggende krig, der mudrede til i skyttegrave og massedrab, og som varede frem til 11. november 1918 kl. 11.

Første verdenskrig 1914-18 efterlod Europa i chok over, at verdensdelen, som hidtil havde været et forbillede for resten af verden, havde ladet sig nedsænke i barbari.

”Mennesket har altid været involveret i konkurrence – nogle gange krig – om materielle goder og territorier – og det er stadig fundamentet for de fleste moderne konflikter, selvom politiske, kulturelle og ideologiske faktorer spiller ind,” siger den verdensberømte britiske forfatter og historiker Ian Kershaw og fortsætter:

”Europa led så meget under de store katastrofer i den første halvdel af det 20. århundrede, at de færreste i dag har samme appetit på krig. Men denne manglende appetit i Europa slører vores forståelse af konflikter andre steder i verden. At vi anser krig for et irrationelt skridt, begrænser vores forståelse af, hvorfor det andre steder betragtes som rationelt at bruge krig til at nå sine mål”.

På Historiske Dage kan du opleve Ian Kershaw i samtale med Adam Holm om ’Vejen til Fascismen’ lørdag 25. marts 2017 kl. 15 og om ’At skrive Europahistorie’ søndag 26. marts 2017 kl. 12.

Ian Kershaw er uddannet på University of Oxford som middelalderhistoriker og er senere blevet ekspert i tysk socialhistorie i det 20. århundrede. Han har udgivet flere værker om nazismen, 2. verdenskrig og Adolf Hitler og udkommer nu med ”Den store katastrofe” og ”Helvede tur-retur” på dansk.

I forbindelse med Historiske Dage udkommer ”Den store katastrofe” som er første bind i Ian Kershaws massive fortælling om perioden fra udbruddet af 1. verdenskrig i 1914 til afslutningen af 2. verdenskrig i 1945. Andet bind ”Helvede tur-retur” udkommer til efteråret.