Nyt tiltag: Historiske Dage Rejser

Den begejstring for at formidle historie, som gæsterne oplever på Historiske Dage, vil vi gerne brede ud over hele året, på andre måder og i andre rammer.

Derfor tilbyder vi nu alle historisk interesserede busrejser af høj kvalitet til historiske steder i Danmark, Sydsverige og Nordtyskland. Alle rejser tager udgangspunkt i historiske temaer.

Vi har tilrettelagt fem forskellige weekend-busture med følgende temaer i 2018:

”På sporet af første verdenskrig” med fokus på, hvad krigen betød for sønderjyderne, lige som vi ser de mange spor, krigen har efterladt i landsdelen.

”1864 – Fra krig til fredelig sameksistens” med den tidligere generalkonsul i Flensborg, Henrik Becker-Christensen, som guide nord og syd for grænsen.

”Derfor vandt svenskerne” med fokus på svensker-krigene i 1600-tallet, men med tråde fra Kalmar-unionen til i dag.

”Heden og Skjern Å – når landskabet fortæller historien” med besøg på den midtjyske hede og Skjern å. Vi hører om opdyrkningen af heden, plantagerne, brunkulslejerne og naturgenopretningsprojekterne ved Skjern å.

”Det hemmelige Bornholm”, hvor vi hører om tiden under den kolde krig og ser, hvordan man spionerede mod Warszawa-pagten og forsøgte at beskytte Bornholm mod russisk invasion.

Kvalitet på alle parametre

Vore guider er nøje udvalgt til hver tur efter det historiske område, de er eksperter inden for. De har erfaring som fortællere og formidlere, og de kan ofte skaffe os adgang steder i tilknytning til historiske begivenheder, der ellers er lukket land for offentligheden.

Rejserne er tilrettelagt ud fra tanken om, at det skal være en god oplevelse på alle parametre. Vi har valgt de bedste hoteller, arrangerer gourmetmiddage, har fundet gode frokostrestauranter, der er ekstra plads i busserne og guiden er med på hele turen.

Læn dig tilbage og få en historisk oplevelse, du vil huske.