Opgør med euro-centrisk historieskrivning

I mere end 1.000 år blev civilisationerne i øst og vest bundet sammen af en række karavaneruter, som den britiske historiker Peter Frankopan taler om i flertal som ’silkevejene’.

Silkevejene – en ny historie om verden af Peter Frankopan udkommer på dansk i forbindelse med Historiske Dage.

Med sit fokus på den vedvarende og historiske udveksling af varer, ideer, ideologier, sprog og meget mere ønsker han at lægge et helt andet fokus end de sidste flere hundrede års euro-centriske tilgang.

”Det har jo helt klassisk drejet sig om, at ’vinderen skriver historien’. Europa, særligt Vesteuropa, har i flere århundreder været politisk, militært og økonomisk dominerende, og det har haft indflydelse på den måde, vi har fortolket og formidlet historien,” siger han.

Peter Frankopan er leder af Center for byzantinske studier ved Oxford University.

”Jeg forsøger ikke at kritisere eller forsvare dominerende kulturer, deres historier eller den måde, de har ageret og agerer med verden omkring dem,” siger han og fortsætter:

”Fremtidige generationer bliver nødt til at forstå historien for bedre at kunne håndtere det, der sker i Rusland, Iran, Mellemøsten, Centralasien, Kina og ja, også Nordafrika og Afrika syd for Sahara. Det synes helt åndssvagt – ja, faktisk uansvarligt – ikke at lære vores børn om disse folkeslag og lande. De skal forberedes på, hvordan verdens tilstand er blevet, som den er. Kun sådan bliver de bedre i stand til at forstå de udfordringer og muligheder, de står over for”.

 

Peter Frankopan fortæller om silkevejene og sin nye bog i dialog med Bjørn Bredal på Historiske Dage søndag d. 26. marts kl. 12.30.