Stalin ønskede, at 3 millioner ukrainere skulle dø af sult

Mindst tre millioner ukrainere mistede livet under den sultkatastrofe, der ramte landet i 1932-33. Katastrofen fik navnet ’Holodomor’, afledt af det ukrainske ord for ’sult-udryddelse’, og nu er det for første gang blevet påvist, at der var tale om en reel udryddelse – sultofrene døde ikke på grund af dårlige politiske beslutninger, men fordi den sovjetiske stat aktivt ønskede, at de skulle dø.

Det er den prisbelønnede amerikanske journalist og historiker Anne Applebaum, der i sit banebrydende værk ”Rød Sult – Stalins hungersnød i Ukraine”, afdækker den ukrainske sultkatastrofe. Bogen udkommer på dansk i forbindelse med Historiske Dage, og til marts står Anne Applebaum klar i Øksnehallen for at fortælle mere om sit arbejde.

Josef Stalin, Sovjetunionens øverste leder fra 1922, gennemførte i begyndelsen af 1930’erne en tvangskollektivisering af de sovjetiske landbrug, der gik ekstra hårdt ud over Ukraine.

”Stalin kunne personligt huske, hvordan de ukrainske bønder havde kæmpet imod revolutionen – og vidste, at der også havde været bondeoprør i Ukraine efter kollektiviseringernes begyndelse. Han udstedte derfor en række dekreter, der var rettet direkte mod Ukraine,” siger hun.

Det gjaldt blandt andet øgede krav om fødevarer.

”Da krisen var på sit højeste, ransagede politifolk og medlemmer af det kommunistiske parti bøndernes huse. Her tog de ikke bare korn, som regel hvede, men alt spiseligt som bønner, kartofler, dyr – og efterlod beboerne til sulten,” siger Anne Applebaum.

Kunne bønderne ikke efterleve de i forvejen urealistisk høje kvoter, blev alt korn, inklusive næste års såsæd, beslaglagt. Hungersnøden var uundgåelig, da det samtidig blev forbudt for ukrainere at rejse til eksempelvis Rusland for at anskaffe sig nye fødevarer, ligesom alle veje mellem de større byer og de mindre landsbyer blev blokeret med vejspærringer.

Men Stalin havde også andre mål end bønderne:

”I månederne under og efter sultkatastrofen gik Stalin målrettet til angreb på brugen af det ukrainske sprog, ligesom nationale symboler og nationale kunstværker blev bandlyst. Herefter fulgte massearrestationer i 1933 og 1943 af ukrainske forfattere, kunstnere, intellektuelle, politikere og præster. Kirker og andre gamle ukrainske bygninger blev ødelagt,” siger Anne Applebaum.

Anne Applebaum følger sporet fra den ukrainske modstand under revolutionen over Holodomor og elimineringen af den nationale elite til den ukrainske situation i dag, og søndag går hun igen på scenen, når hun, i samtale med udlandsredaktør på Kristeligt Dagblad Kerrin Linde, fortæller om forholdet mellem Europa og Rusland fra sovjetstatens grundlæggelse til i dag.

På Historiske Dage kan du opleve Anne Applebaum i samtale med Adam Holm om ’Stalins folkemord i Ukraine’ lørdag kl. 15 og søndag kl. 12 om ’Kampen om Ukraine: Fra folkemord til invasion’ i samtale med Kerrin Linde.